Patienthåndbogen gratis online

Fra den 6. september 2011 har alle danskere gratis adgang til et nyt elektronisk leksikon med tusindvis af artikler og illustrationer i form af medicinske tegninger, røntgenbilleder, animationer og fotos om sundhed og sygdomme. Det nye leksikon hedder Patienthåndbogen.dk og indeholder reel, faglig og opdateret information om sundhed, godkendt af læger, der også opdaterer indholdet jævnligt.

Patienthåndbogen henvender sig til dig og indeholder 3000 artikler om symptomer og sygdomme og om hvordan du kan lindre og forebygge dem. Du kan også læse om forskellige former for undersøgelser og behandling.

Bag det nye online leksikon står Danske Regioner, sundhed.dk og Lægeforeningen. Det er første gang, at sundhedsvæsenet lancerer et så omfattende online leksikon om sygdomme og om hvordan du selv kan lindre og forebygge dem. Indholdet er skrevet af mere end 50 speciallæger og praktiserende læger.

Med lanceringen af Patienthåndbogen får alle danskere nu mulighed for at søge i den samme viden som lægerne, i artikler skrevet i et sprog som almindelige mennesker kan læse og forstå.

Artiklerne er fordelt på sygdomme, symptomer og undersøgelser. Patienthåndbogen.dk indeholder også en medicinsk ordbog, hvor man kan slå lægefaglige ord op og få en forklaring på ordene på almindeligt dansk.

Patienthaandbogen.dk er fri for reklamer og kommercielle interesser.

Leave a Reply

You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>